Om dødsannoncer

For mange er det er en tradition at indrykke en dødsannonce i aviser eller online, når ens pårørende dør. Indholdet og udseende har dog ændret sig gennem tiden, på samme måde som samfundet og vores andre traditioner ændrer sig.

Kigger man på historien, er traditionen omkring annoncering af dødsfald helt op til slutningen af 1700-tallet, at en såkaldt ’bydemand’, svarende til nutidens bedemand, gik fra dør til dør og mundtligt overleverede et dødsbudskab.

De første dødsannoncer

De første dødsannoncer i aviser dukker op så tidligt som i 1770’erne, og blev ganske langsomt mere og mere udbredt. Men hele vejen op gennem 1900-tallet har aviser haft etiske retningslinjer for hvordan en dødsannonce skal udarbejdes. Det handler både om, hvordan teksten skal skrives og hvilke symboler, der må anvendes.

I 1990-tallet blev dødsannoncer brugt til at bekendtgøre dødsfald over for venner og familie, samt give besked om hvornår begravelsen eller bisættelsen skulle finde sted. I annoncen indgik navn og stilling i samfundet, og det var først i 1930’erne, at man begyndte at inkludere den afdødes familiære forhold i stedet for stilling, nok primært af hensyn til kvinderne, der ikke arbejdede.

Siden da har dødsannoncer ændret sig, og nye traditioner er ganske langsomt blevet føjet til.

En distance til døden

I 1950’erne fik dødsannoncerne en drejning, så ordet død blev erstattet af ’gået bort’, ’er sovet ind’ eller ’har fået fred’ eller andre omskrivninger. Det var et udtryk for en tid med en vis distancering fra døden – man var ikke så tæt på, for mange andre end familien tog sig af de syge og døde i deres livs sidste fase. Det var typisk sygehuse og plejehjem, der havde den sidste kontakt. Det var også i denne periode at en tradition med at sætte også dødsannoncer i efter begravelsen opstod.

Senere føjede man også fødselsdato til i dødsannoncerne, men den tradition slog først rigtig igennem i 1980’erne.

Personliggørelse af dødsannoncer

I 1990’erne skete der en videreudvikling af dødsannoncerne – de blev mere personlige og større. Man tilføjede hilsener, digte, vers, illustrationer og andre symboler, der kunne være med til at karakterisere afdøde. Flere indeholdt personlige hilsener – ’tak for alt’, ’du vil blive savnet’ eller endda takkehilsener til de personer på sygehus, plejehjem eller hospice, der havde været med til at passe afdøde i den sidste tid. I nogle få tilfælde, så man billede af afdøde, men flere aviser havde retningslinjer, der ikke tillod billeder. I denne periode så man også dødsannoncer, som afdøde selv havde skrevet med en ’tak for et godt liv’ til venner og familie.

Det blev også mere almindeligt at opfordre venner og slægt til at donere penge til velgørenhedsorganisationer i stedet for at købe blomster til begravelsen. Det var ofte tilfældet, hvis personen var død af en særlig sygdom, f.eks. kræft – at opfordre til en donation til Kræftens Bekæmpelse.

Udover at man i dag ofte ser flere dødsannoncer på samme person men med forskellig afsender; virksomhed, venner og andre slægtninge, er der ikke sket den store ændring i traditionen omkring dødsannoncer siden 1990’erne.